Fanø tur-retur

Ja, vi besøgte Fanø her i fredags, i regnvejr. Men heldigvis havde jeg medbragt min paraply – uheldigvis blæste paraplyen “af led” eller hvad man nu skal kalde det. Færgen vi sejlede til og fra øen med hed “Menja”, som også er en by i Egypten:)

Fanø havde bitte-små, gamle, hyggelige huse, meget andet havde de vist ikke.. jo nogle hyggelige butikker, men en del af dem var lukket. Så vi tog nogle fine fine billeder af os ved de fine fine huse :)

Flensborg var…

også meget fin – det var mit tyske sprog til gengæld ikke efter ca. et år på hylden. Jeg var meget stolt over at kunne finde vej det meste af tiden uden vores GPS, som kun har skandinaviske kort:)

En egyptisk – og en dansk pige spiste græsk mad ved havnen i Flensborg, serveret af en tyrker, der blev bestilt og snakket tysk, engelsk og arabisk, og ja der opstod en smule sprogforvirring..

Vi globale iværksættere er lige nu på foredragsturné rundt omkring i Danmark med hver vores egyptiske gæstelærer.  Og det er gæstelærer, der ikke har kunnet få forbindelse til Egypten, gæstelærer der bekymrer sig rigtig meget om deres hjemland, og om deres venner og familie.

En Ægte Egypter?!

Mens vi håber på det bedste (og frygter det værste) holder vi masser af foredrag for søde og interesserede konfirmander. Indtil videre har vi været i Smørum, Mørkhøj, Lyngby, Gilleleje og Roskilde, og jeg synes vi er kommet rigtig godt fra start. Konfirmanderne synes det er ret sejt at få besøg af en “ægte egypter” :)

Det er sjovt og spændende at være vært, at forklare egypterne forskellen på sne, is og slud, at tage på Aros og blive provokeret/chokeret, og i begyndelsen tager alt bare længere tid end man regner med, fordi alt skal forklares, og jeg husker også tydeligt hvor imponeret Shady blev af den kæmpemæssige oste-afdeling på en indkøbstur i Super Best. (mange egyptere udbryder forresten også ost, som det første de tænker på når man siger Danmark)

I sidste weekend tog vi til fødselsdag hos Therese på Falster og lærte egypterne ordet “Hygge”, som jo er et meget vigtigt dansk koncept, og ellers hygger egypterne sig hos deres værtsfamilier i weekenderne, fx har de været i kirke, på shopping, på jazz club og ude at stå på skøjter. Maggie var ret imponeret over den rolige danske trafik, da hun i en weekend var ude at cykle: “It’s really amazing when you go for skating riding a bicycle & there are bicycle signs & lanes in the street & the people waiting for you to cros!!!” og det forstår man jo godt, når man tænker på den trafik hun er vant til i Egypten.

Her er nogle billeder fra egypternes første tid i Danmark, og så lover jeg snart at skrive igen :)

Click to view slideshow.

Yeah! Om mindre end et døgn ankommer Maggie, Chadi, Sarah og Dalia i Kastrup Airport, og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til at tage imod dem

I næste uge skal vi så allesammen på introuge i Smilets by, på Diakonhøjskolen, hvor vi skal kreere – og øve vores foredrag samt lære en hel masse om kropssprog, oversættelse og dansk kultur (måske mest for egypterne)

Det bliver spændende!

3eed milaad sa3eed wa sana sa3eeda / عيد ميلاد سعيد و سنة سعيدة

Status for november-december:

2 globale iværksættere

29 foredrag

5 søde værtsfamilier og en hel masse lækkert hjemmebag

3 tons sne og 2854 km (sommetider glatte) veje

174 minikonfirmander, 523 konfirmander og 565 efterskoleelever

21 arabiske sange, på repeat 42 gange

241 spørgsmål hvoraf  70 handler om hvorvidt vores vandpibe er til salg

1 deltagelse  i frimærkeklipning i Skjern (eller var det Tarm? :-S) Kirkehus

42 hyggelige kopper the

2 spil partners

1 menighedsrådsmøde

35 falafler og 35 brød, med salat samt rå løg med citron, serveret for 30 konfirmander, 1 præst, 1 kirketjener og2 globale

Utallige smil og venlige mennesker

Tak for en god 1. foredragsturné!

Vindues-udsigt

"Jeg kører i min lille bil..."

"... og ingen ved hvor mange mil,"

Hellerup i November

Skjern-Tarm-forvirring :D

Nu sidder vi globale i Hellerup med forberedelse af foredrag helt op over begge ører, men synes lige jeg ville bringe en sidste lille historie fra Egypten. Historien handler også lidt om kulturchok…

Da vi på en af vores sidste dage besøgte en moske. Hussein-moskeen er en valfarts-moske, og ligger ved Khan el Khalili. Therese og jeg havde købt “undertørklæder” til formålet – en slags pandebånd – så vi bedst muligt kunne dække os til, for at vise respekt.

Da vi nærmede os indgangen til moskeen, blev vi piger henvist til en anden indgang, og det var helt fint. Jeg vidste jo godt at mand og kvinder havde hver sin indgang. Jeg havde så bare regnet med at vi kunne mødes med Nicklas derinde i det store flotte rum, men nej! Vi kom ind et mindre rum, som ellers var ret pænt og hyggeligt. Der lå kvinder og sov langs væggene. I det næste rum med Husseins hellige grav i midten måtte vi nøjes med en fjerdedel af rummet, mens mændene havde rådighed over resten.

Vi forklarer personalet på engelsk, og med vores bedste fakter, at vores bagage skal blive og det lader til de forstår denne gang :)

Ja Jyllandsposten havde sørme genoptrykt tegningerne i den nye bog “Tavshedens Tyranni”, og politiet i Minya mente derfor ikke, det ville være sikkert, at  lade os overnatte i Assuyt hos en privat familie.

Nå, nok om det. I Assuyt besøger vi endnu et CEOSS-projekt: Lillian Trashers børnehjem, et hjem i bedste “Æblemostreglementet-stil” I stedet for æblemost har Lillian Trashers børnehjem så bare produktion af brød og nudler samt mælk fra en lille flok køer, for at kunne være selvforsynende.

Den ældre dame på 71, der står ved døren og byder os velkommen, voksede op her og har været på hjemmet hele sit liv.

Adoption er ulovligt ifølge den islamiske lov, så det er desværre ikke en mulighed for de stakkels børn (Vi får dog at vide, at det sker en sjælen gang i mellem, i smug) For pigerne på hjemmet gælder det så, at de for det meste kun flytter fra hjemmet, hvis de bliver gift. De unge har også mulighed for at få arbejde på hjemmet efter deres skolegang, som hjemmet i øvrigt også sørger for.

Vi havde fået lov at møde nogle af de mindste børn. De var så søde, de rendte rundt omkring og spiste melon, og blev meget overraskede, da vi kom. De ville lege og have svingture, og var meget interesserede i min telefon. Nogle af pigerne samledes i en rundkreds om mig og sang. Et par stykker aede mit lyse hår. Det var en skam, at jeg ikke forstod hvad de sagde.

“Yalla yalla Metti!” Vi skulle tydeligvis skynde os videre, men det var svært at slippe børnene, og de havde også svært ved at lade os gå.

På vej mod Al Raheb Village

På vores vej overhalede vi en del langsomme transportmidler som fx æsler og æselkærrer, og langs Nilen blev der badet og vasket tøj i stor stil. Chaufføren kørte med vældig fart på den ujævne, humplede vej, mens Samuel – en af de egyptere, der var i Danmark sidste år – fortalte om de mange trafikulykker han havde været involveret i, hvorefter vores chauffør vælger at lave en lettere retarderet overhaling – i hvert fald efter dansk standart. Her blev jeg en smule nervøs.

Et stædigt æsel

Her ude på landet blev der (naturligvis) dyrket landbrug, men på den gammeldags facon, dvs. med æsler, kameler og håndkraft. Jeg så fattige, hårdtarbejdende familier i marken, mens jeg i mit stille sind forbandede den europæiske landsrugsstøtte langt væk

Familie i marken

Kamel forklædt som høstak

Møde med lederne på "the Reproductive Health Project"

Byen var lille, men dog større end min egen lille landsby derhjemme. The Reproductive Health Project, som vi besøgte, er kort sagt et projekt, der forsøger at oplyse om familieplanlægning, graviditet samt teenage-problemer og meget andet, og sidst men ikke mindst kæmper de imod omskæring af kvinder! Mødet trak ud, som de åbenbart ofte gør i Egypten. og bagefter blev vi inviteret på hjemmebesøg hos en af de lokale kvinder, der var involveret i projektet.

På vej hen til familiens hus blev mødt af en lille flok glade og utroligt nysgerrige børn, der stirrede intenst på os, pegede på os og grinte højlydt. Under vores lille besøg i huset prøvede mange af landsbyens nysgerrige børn at mase sig med ind i det ret lille hus. Og da vi sagde pænt Salam og begav os hen mod vores minibus, havde stort set hele landsbyens børn stimet sig sammen, og de fulgte bussen hele vejen ud af byen, slog på ruderne, råbte og skreg. En bestemt og autoritær gammel mand forsøgte at holde børnene væk fra bussen ved at kaste sten efter dem. Tror ikke de er så vant til “turister”

Se Nicklas’ fantastiske filmklip af børnene, der løber efter bussen

PS. Kohejren er en meget almindelig hvid fugl, der lever i Nil-området, hvis du sku’ spørge fra no’n ;)